Opskrift på håndværkere

Denne opskrift giver 8 lækre håndværkere med 26% fuldkorn

Opskrift på lækre langtidshævede håndværkere med 26% fuldkorns hvedemel. Her med groft majsmel i bunden og blå birkes på toppen. Passer perfekt til morgenbordet – med et sprødt ydre og saftigt indre.

Find disse ingredienser frem

* 3 dl vand
* 2 dl creme fraiche
* 3-4 ærte størrelser gær
* 425 g tipo00 eller almindelig hvedemel
* 150 g fuldkorns hvedemel
* 15 g salt

Dejen samles dagen før

Opløs 3-4 ærte størrelser gær i 3 dl vand og 2 dl creme fraiche. Hæld 425 g tipo00/almindelig hvedemel, 150 g fuldkornshvedemel i skålen og 15 gram salt, vend det rundt og lad det stå en halv til en hel time. Herefter piskes med piskeris i 5-10 minutter – pisk til dejen er blevet meget “sej” og trækker sig selv af siderne på skålen. Hvis du har mange muller, så kan du også bare ælte med dine arme. Dejen sættes på køl natten over.

Dagen efter bages der håndværkere

Om morgenen sættes ovnen på 275 grader og dejen tages ud af køleskabet. Lad ovnen og bagestenen blive godt varm inden du går igang med dejen. Drys grov majsmel (eller hvad du nu har lyst til) på bordet. Skrab dejen ud af skålen og del den i 2, spray vand på og drys godt med birkes eller sesam frø henover. Skær 8 stykker og flyt dem forsigtigt over på bagepapiret. Når de er kommet i ovnen sprayes håndværkerne med vand 5-10 gange de første 6-7 minutter. Lad håndværkerne blive godt brune inden du tager dem ud af ovnen.

Velbekomme